Klageren fik i 2025 tildelt et legat på 1.020.000 kr. fra X Fonden til gennemførelse af et forskningsprojekt, som skulle udføres på Z Universitet i By Y2. Legatet, der var et "Internationalisation Fellowship" vedrørende perioden 1. maj 2025 til 30. april 2027, skulle dække klagerens leveomkostninger, private udgifter og direkte omkostninger til at udføre forskningsprojektet, herunder køb af instrumenter og forbrugsvarer. Klageren bad Skattestyrelsen om bindende svar på en række spørgsmål, herunder 1) om hele beløbet fra X Fonden var skattefrit. Såfremt det ikke var tilfældet, bad klageren om bindende svar på, 6) om hun var berettiget til befordringsfradrag for kørsel mellem lejebolig og arbejdssted i Land Y1, og 7) om klageren skulle betale arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af beløbet. Skattestyrelsen svarede "Nej" på spørgsmål 1, idet legatet efter Skattestyrelsens opfattelse var omfattet af ligningslovens § 7 K, stk. 4, og "Ja" på spørgsmål 6 og 7. Det fremgik ikke af det bindende svar, hvad der lå til grund for, at Skattestyrelsen anså legatet for omfattet af ligningslovens § 7 K, stk. 4, og hvorfor legatet ikke var omfattet af ligningslovens § 7 K, stk. 1-3. Landsskatteretten stadfæstede besvarelsen af spørgsmål 1 og 7, men ændrede besvarelsen af spørgsmål 6. Landsskatteretten fandt, at ligningslovens § 7 K var en undtagelse til den almindelige skattepligt, der fulgte af statsskattelovens § 4, og at det derfor påhvilede klageren at godtgøre, at betingelserne for skattefrihed var opfyldt. Denne bevisbyrde havde klageren ikke løftet. Herudover fandt Landsskatteretten bl.a. efter indholdet af bevillingsbrevet fra X Fonden og under henvisning til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2024.195.LSR, at legatet var betinget af, at klageren var forpligtet til at levere en indsats i form af forskning, og at der derfor var et krav om en forskningsmæssig arbejdsindsats. Der var derfor tale om vederlag for en modydelse, hvorfor der skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af bevillingen. Klageren var hverken i et ansættelsesforhold med X Fonden, Z Universitet eller Y Universitet, eller selvstændig erhvervsdrivende, og hendes forskning på Z Universitet var derfor ikke i relation til ligningslovens § 9 C, stk. 1, et indtægtsgivende arbejde. Landsskatteretten fandt derfor, at Z Universitet ikke var omfattet af begrebet "arbejdsplads" i ligningslovens § 9 C, og klageren var derfor ikke berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, for kørsel mellem hendes bopæl i Land Y1 og Z Universitet. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at der efter arbejdsmarkedsbidragslovens bestemmelser skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af den skattepligtige del af legatet. Det bindende svar indeholdt ikke en angivelse af oplysninger om de faktiske omstændigheder, der navnlig havde været bestemmende for vurderingen af legatets karakter, og at begrundelsen for svaret på spørgsmål 1 derved ikke opfyldte kravene i forvaltningslovens § 24, stk. 2. Efter en konkret væsentlighedsvurdering fandt Landsskatteretten dog ikke grundlag for at tilsidesætte det bindende svar som ugyldigt.

Sagen angik en forhøjelse af selskabets sambeskatningsindkomst som følge af en forhøjelse af den skattepligtige indkomst i et nu opløst datterselskab. Landsskatteretten anførte, at det også efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 2, måtte forholde sig sådan, at det kun var ansat skattepligtig indkomst, som kunne indgå i sambeskatningsindkomsten, og at det efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 6, kun var krav på indkomstskat, der havde retlig eksistens, som der kunne hæftes for. Herefter konstaterede retten, at ansættelsen af yderligere skattepligtig indkomst for det opløste datterselskab først blev varslet og foretaget på et tidspunkt, hvor det opløste datterselskab allerede var endeligt opløst efter konkurs og ikke eksisterede som retssubjekt. Der var således ikke foretaget genoptagelse af konkursboet, og der havde dermed ikke været et retssubjekt at varsle og træffe afgørelse over for. Der var heller ikke tale om en situation og afgørelse, der hvilede på særlige bestemmelser om opløste retssubjekter som eksempelvis selskabsskattelovens § 33. Disse forhold var til stede og erkendt på tidspunktet for både varsling og afgørelse. Landsskatteretten fandt under disse konkrete omstændigheder, at afgørelsen om forhøjelsen af det opløste datterselskabs skattepligtige indkomst ikke havde haft retsvirkning efter sit indhold og måtte anses for en retlig nullitet, og at der som følge heraf heller ikke på noget tidspunkt havde været en yderligere skattepligtig indkomst, som havde kunnet indgå i selskabets sambeskatningsindkomst, eller et yderligere krav på indkomstskat, som selskabet havde kunnet hæfte for. Da forhøjelsen af selskabets sambeskatningsindkomst dermed udelukkende hvilede på ikke eksisterende skattepligtig indkomst og ikke eksisterende krav på indkomstskat vedrørende det opløste datterselskab, var der ikke noget grundlag for den foretagne forhøjelse af sambeskatningsindkomsten, og Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsatte selskabets sambeskatningsindkomst i overensstemmelse hermed.

Fonden var en alternativ investeringsfond (AIF), hjemmehørende i X-land. Fonden investerede i projekter i bl.a. Danmark og ejede via en række selskaber, herunder H1, flere danske porteføljeselskaber. Skatterådet bekræftede, at der ikke ville være begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c på udbytteudlodninger, der strømmede gennem strukturen op til Fonden, idet Fonden ville kunne anses for retmæssig ejer af udbyttet.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at rentebetalinger på koncerninterne lån ikke ville være omfattet af begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra d, idet beskatningen skulle frafaldes efter rente-/royaldirektivet eller den X-landske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at koncernintern udlodning af gældsbreve i forbindelse med en omstrukturering af koncernen ikke ville være omfattet af begrænset skattepligt efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Endelig bekræftede Skatterådet, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse på udbytteudlodningerne og rentebetalingerne.

Sagen angik, om et selskab var berettiget til at anvende brugtmomsordningen, selvom selskabet ikke havde været momsregistreret. Landsskatteretten anførte, at det hverken af momslovens § 3, stk. 1, eller af momslovens § 69 om brugtmomsordningen fremgik, at det var et krav for afgiftspligten efter momsloven, at virksomheden var momsregistreret. Det fremgik blot, at der skulle være tale om økonomisk virksomhed. Tilsvarende fremgik det af momssystemdirektivets artikel 313 og 327, at afgiftspligtige videreforhandlere kunne anvende brugtmomsordningen. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabet havde mulighed for at vælge at afgiftsberigtige salg af brugte varer efter brugtmomsordningen i momslovens kapitel 17, uanset at selskabet ikke var momsregistreret efter momslovens § 47, hvis selskabet i øvrigt opfyldte betingelserne herfor. Da Landsskatteretten fandt, at det var tilfældet, ændrede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.

Bindende Toldafgørelser har samlet tariferingsforordninger, HSC tariferingsudtalelser og statements i en elektronisk udgave pr. 2. juni 2026 (vejledning).
Vejledningen er opbygget efter samme model som Toldtariffen.

Sagen angik, om en forening, som var en ikke-kommerciel tv-virksomhed, havde foretaget leverancer mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, og dermed drevet økonomisk virksomhed som omhandlet i momslovens § 3, stk. 1, således at foreningen var berettiget til at foretage fradrag for købsmoms af foreningens udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1, for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2018.  Foreningens udsendelser stilledes vederlagsfrit til rådighed på YouTube, og foreningens tv-virksomhed var finansieret ved et driftstilskud fra Radio- og tv-nævnet. Endvidere havde 3-5 medlemmer betalt et kontingent på samlet 500 kr. Landsskatteretten fandt, at foreningens tv-produktion ikke udgjorde levering mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, da foreningen, i forhold til driftstilskuddet, ikke havde leveret ydelser mod vederlag inden for et gensidigt bebyrdende retsforhold og heller ikke ved modtagelse af et mindre beløb i medlemskontingent havde leveret en konkret og specifik modydelse som forudsat i momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten henså til EU-Domstolens dom i sag C-21/20,  foreningens formål, arten og omfanget af foreningens aktiviteter samt foreningens manglende forpligtigelse til at levere en modydelse til kontingentbetalingerne. Da foreningen ikke havde gennemført leverancer mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1, fandt Landsskatteretten, at foreningen ikke havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed i henhold til momslovens § 3, stk. 1, hvorefter foreningen ikke var berettiget til fradrag for købsmoms af foreningens udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om skatteyder var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2014-2018. Det var ubestridt, at skatteyderen fraflyttede Danmark den 30. november 2007. Spørgsmålet i sagen var derfor, om han var tilflyttet Danmark senest den 1. januar 2014. Det var i den forbindelse et tvistepunkt, om skatteyderen havde bopæl i Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og om skatteyderen havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1. Landsretten fandt, at skatteyderen havde bopæl i Danmark, og at han havde opholdt sig i Danmark i mere end 180 dage i indkomståret 2013. Skatteyderen var derfor skattepligtig til Danmark senest fra den 1. januar 2014, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1.

En skattepligtig anmodede om syn og skøn i en sag om beskatning af gevinster på kryptovaluta og indleverede i samme forbindelse fem spørgsmål, der skulle stilles til skønsmanden. Anmodningen blev fremsat ca. fem måneder inden forberedelsens afslutning og knap 1½ år efter landsretten havde meddelt, at anmodning om bevisførelse, der forlængede sagsbehandlingstiden væsentligt, skulle fremsættes senest 4 uger senere. Skatteministeriet protesterede imod anmodningen.

Landsretten afsagde kendelse om ikke at imødekomme anmodningen om syn og skøn. Landsretten lagde vægt på, at det ikke kunne anses for undskyldeligt, at anmodningen først var fremsat knap 5 måneder før forberedelsens afslutning. Landsretten lagde endvidere vægt på, at nægtelse af tilladelse ville kunne medføre et uforholdsmæssigt tab for den skattepligtige, idet de foreslåede spørgsmål af forskellige årsager ikke var egnede til syn og skøn.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

Landsskatteretten tiltrådte, at Skattestyrelsen havde været berettiget til at foretage klagerens skatteansættelse ekstraordinært for indkomståret 2020 skønsmæssigt i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.  Spørgsmålet var herefter, om Skattestyrelsen havde overholdt varslingsfristen på seks måneder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Landsskatteretten anførte, at Skattestyrelsen den 9. marts 2023, inden udløbet af den ordinære ansættelsesfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, anmodede klageren om at fremsende bankkontoudskrifter. Selv efter Skattestyrelsens gentagne efterfølgende forsøg og bøder på 60.000 kr. fremkom klageren ikke med bankkontoudskrifterne. Der forelå ingen oplysninger om baggrunden herfor. Landsskatteretten bemærkede, at bankkontoudskrifter, hvoraf indtægter og udgifter fremgik - generelt - kunne have væsentlig betydning for rigtigheden af en skatteansættelse, der, som følge af skatteyderens forhold, skulle foretages skønsmæssigt. Som led i sagsoplysningen, og dermed opfyldelsen af officialprincippet, måtte Skattestyrelsen, da klageren ikke medvirkede til hertil, den 24. juni 2024 i medfør af reglerne i skattekontrolloven selv bede klagerens to banker om de kontoudskrifter, som Skattestyrelsen fra den 9. marts 2023 løbende havde efterspurgt hos klageren. Skattestyrelsen modtog kontoudskrifterne fra bankerne den 26. juni 2024. På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, tidligst indtraf ved Skattestyrelsens modtagelse af kontoudskrifterne fra banken den 26. juni 2024. Da Skattestyrelsen varslede den omtvistede forhøjelse inden seks måneder herefter, nemlig den 30. oktober 2024, var varslingsfristen overholdt. Den omstændighed, at Skattestyrelsen kunne have anmodet klagerens banker om kontoudskrifterne på et tidligere tidspunkt end den 24. juni 2024, og at udskrifterne ikke indgik i den varslede skønsmæssige forhøjelse ifølge agterskrivelsen af 30. oktober 2024, kunne ikke føre til et andet resultat. Da Skattestyrelsen foretog skatteansættelsen den 6. december 2024 og dermed inden tre måneder efter agterskrivelsen af 30. oktober 2024, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., stadfæstede Landsskatteretten herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om et selskab skulle stille en økonomisk sikkerhed på samlet 270.000 kr. som betingelse for selskabets registrering for A-skat og AM-bidrag. Landsskatteretten fandt, at betingelserne i opkrævningslovens § 11, stk. 2, nr. 3, var opfyldt, idet selskabets direktør på afgørelsestidspunktet, inden for de seneste 5 år, havde været registreret som ejer og en del af ledelsen af selskab 2, der havde fået nægtet registrering for A-skat og AM-bidrag, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2, og da selskabet havde ansøgt om registrering for samme type registreringsforhold. Nægtelsen af registrering for A-skat og AM-bidrag truffet over for selskab 2 den 1. marts 2024 var begrundet med, at selskab 2 havde afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltog i ledelsen af selskab 2. Skattestyrelsen vurderede, at direktøren reelt ikke ledede selskab 2, og at selskab 2 reelt var ledet af direktørens ægtefælle. Afgørelsen af 1. marts 2024 om nægtelse af registrering blev ikke påklaget. Landsskatteretten lagde herefter til grund, at det var hensigten, at selskabet skulle videreføre den drift, der tidligere lå i selskab 2. Da direktøren således tidligere havde været registreret som direktør i selskab 2, der varetog samme drift, som nu blev varetaget af selskabet, uden reelt at lede dette, fandt Landsskatteretten efter et konkret skøn, at virksomhedens drift med direktøren som registreret direktør indebar en nærliggende risiko for tab for staten, jf. opkrævningslovens § 11, stk. 3. Landsskatteretten nedsatte sikkerhedens størrelse til 180.000 kr. og ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Sagen angik, om et selskab kunne genanbringe en ejendomsavance, som selskabet havde realiseret i indkomståret 2016, i to ejendomme, der først blev erhvervet med succession i medfør af kildeskattelovens § 33 C, stk. 2, og herefter ved succession i medfør af virksomhedsomdannelseslovens § 6 og fusionsskattelovens § 8. Landsskatteretten fandt, at selskabet havde succederet i først A’s og dernæst H2 ApS’ anskaffelsestidspunkt for de to ejendomme, og at selskabet dermed opfyldte de tidsmæssige betingelser for at genanbringe ejendomsavancen. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om selskabet skulle være registreret efter kuldioxidafgiftslovens § 3, nr. 3, når selskabet fremstillede biogas og derfor var registreret efter gasafgiftslovens § 3, stk. 1. På baggrund af den klare ordlyd af kuldioxidafgiftslovens § 3, nr. 3, og forarbejderne hertil fandt Landsskatteretten, at selskabet, der var registreret efter gasafgiftslovens § 3, tilsvarende skulle registreres efter kuldioxidafgiftsloven. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at biogas som udgangspunkt ikke var omfattet af kuldioxidafgiftslovens afgiftspligtige vareområde. Skattestyrelsens praksis, som bl.a. udtrykt i Den juridiske vejledning, 2019-1, afsnit E.A.4.5.5, kunne heller ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse, således at selskabet skulle være en registreret virksomhed efter kuldioxidafgiftslovens § 3, nr. 3.

Koncernen påtænkte at samle sine investeringer hos moderselskabet (Spørger) med henblik på, at koncernens midler blev anbragt i overensstemmelse med en fastlagt investeringsstrategi og tilhørende instruks. Som led i denne strategi blev den likvide formue udliciteret til eksterne kapitalforvaltere. Da Spørger var en forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var foreningen som udgangspunkt kun skattepligtig af indtægter fra erhvervsmæssig virksomhed samt gevinster og tab ved afhændelse af formuegoder, der var knyttet til denne erhvervsmæssige drift.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ved at følge den beskrevne finansielle strategi ikke ville være skattepligtig af avancer eller havde fradragsret for tab på aktier, da foreningen ikke kunne anses for at drive næring ved køb og salg af værdipapirer. Det samme gjorde sig gældende for gevinster og tab ved investeringer i pengemarkedet, idet foreningen ikke drev erhvervsmæssig virksomhed med handel med finansielle instrumenter. Desuden kunne Skatterådet bekræfte, at Spørger ikke vil være skattepligtig af renteindtægter eller gevinster på obligationer, da der var tale om koncerneksterne obligationer, som faldt uden for foreningens begrænsede skattepligt.

Sagen angik, hvorvidt en eneanpartshaver i et holdingselskab skulle beskattes af maskeret udbytte i forbindelse med, at holdingselskabet i 2014 havde afholdt købesummen for en bil, ligesom selskabet havde afholdt løbende omkostninger relateret til bilens drift. 

Det var eneanpartshaverens synspunkt, at selskabet havde erhvervet og var ejer af bilen, hvorfor eneanpartshaveren alene kunne beskattes af sin løbende rådighed over bilen, mens det var Skatteministeriets opfattelse, at bilen for selskabets midler var erhvervet privat af eneanpartshaveren som ejer, hvorfor eneanpartshaveren skulle beskattes af købesummen og de løbende afholdte omkostninger som maskeret udbytte. 

Retten bemærkede indledningsvist, at kun eneanpartshaveren havde været registreret som ejer af bilen, og bemærkede også, at flere fakturaer, herunder for forsikring af køretøjet, var udstedt til ham personligt. Retten fandt herefter, at det påhvilede eneanpartshaveren at godtgøre, at det - på trods af ejerregistreringen - var holdingselskabet, der var den reelle ejer af bilen. 

Under henvisning til sagens oplysninger, herunder at eneanpartshaveren ikke havde reageret på, at han var registreret som ejer af bilen, fandt retten ikke, at eneanpartshaveren havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at han ikke var den reelle ejer af bilen. 

Sagen angik, om klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med en klagesag, som Landsskatteretten ved afgørelse af 23. november 2022 havde afvist at realitetsbehandle. Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 4, 2. punktum, der trådte i kraft den 1. juli 2020, blev der kun ydet omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke blev afvist fra realitetsbehandling som følge af oprindelige formelle mangler i forbindelse med klagen. Landsskatteretten fandt, at der også før den 1. juli 2020 eksisterede en praksis om, at der kun blev ydet omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, i det omfang sagen ikke helt eller delvist blev afvist fra realitetsbehandling på grund af oprindelige formelle mangler. Landsskatteretten lagde herefter til grund, at klagen af 1. november 2019 over afgørelsen vedrørende selskabet var indgivet af klageren på egne vegne som privat person og således ikke på vegne af selskabet. Landsskatteretten henså herved til, at klagen klart fremstod som indgivet af klageren på egne vegne, hvilket også fremgik af kurators mail af 1. oktober 2021 til Skatteankestyrelsen. Landsskatteretten henså endvidere til, at Landsskatteretten i afgørelsen af 23. november 2022 lagde til grund, at klagen blev indgivet af klageren på egne vegne, og at det var grunden til, at klagen blev afvist. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at der på tidspunktet for indgivelsen af klagen den 1. november 2019 forelå manglende klageberettigelse for klageren i forhold til afgørelsen overfor selskabet. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at klageren ikke på egne vegne kunne klage over afgørelsen vedrørende selskabet, uanset om selskabet var aktivt, eller om selskabet var opløst. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klageren var berettiget til omkostningsgodtgørelse for udgifterne til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage over skatteansættelsen for indkomståret 2012, som Landsskatteretten ved afgørelse af 25. april 2022 havde afvist at realitetsbehandle. Efter skatteforvaltningslovens § 54, stk. 4, 2. punktum, der trådte i kraft den 1. juli 2020, blev der kun ydet omkostningsgodtgørelse, i det omfang sagen ikke blev afvist fra realitetsbehandling som følge af oprindelige formelle mangler i forbindelse med klagen. Landsskatteretten fandt, at der også før den 1. juli 2020 eksisterede en praksis om, at der kun blev ydet omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand i forbindelse med en klage til Landsskatteretten, i det omfang sagen ikke helt eller delvist blev afvist fra realitetsbehandling på grund af oprindelige formelle mangler. Herefter fandt Landsskatteretten, at den manglende kompetence var til stede på det tidspunkt, hvor klagen blev indgivet. Landsskatteretten lagde herved vægt på, at Skattestyrelsen den 31. august 2018 - på baggrund af oplysninger fra klageren - havde genoptaget bl.a. den del af Skattestyrelsens afgørelse af 15. august 2018, der vedrørte skatteansættelsen for indkomståret 2012, og at klageren herefter var afskåret fra at få klagebehandlet skatteansættelsen for indkomståret 2012 ved at klage over afgørelsen af 15. august 2018. Efter Skattestyrelsens genoptagelse af bl.a. skatteansættelsen for indkomståret 2012 den 31. august 2018 kunne klageren således alene få klagebehandlet skatteansættelsen for indkomståret 2012, såfremt han påklagede den senere afgørelse af 9. november 2018, hvilket imidlertid ikke skete. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

En hovedanpartshaver skulle beskattes af et lån, som hovedanpartshaverens selskab havde ydet til en person, som var i et interessefællesskab med hovedanpartshaveren. Retten fandt således, at lånet var ydet i hovedanpartshaverens personlige interesse, og at lånet derfor skulle anses for at have passeret hovedanpartshaverens økonomi.